Marie Jørgensen

Marie Jørgensen blev født ind i skole­verdenen, idet faderen var lærer på Skal­bjerg Skole på Fyn. Familien flyttede senere til Baaring på Vest­fyn, hvor hun tilbragte det meste af barn­dommen. Fa­deren var ved siden af sin lærer­ger­ning også gårdejer og trans­latør. Hjem­met var meget kul­ture­lt og lit­terært inter­es­seret og dybt præget af tidens frihedsånd. Det var derfor ikke helt uven­tet, at den be­gavede MJ fik en boglig uddan­nelse. Hun blev optaget på N. Zah­les Skole, hvor hun af­sluttede sin lærer­ud­dan­nelse i 1873.

Som nyuddannet fik hun helt efter tidens sæd­vane beskæftigelse som huslæ­rerinde. Først hos godsejer Pretzmann, Fri­senvold og der­efter hos grev Carl Ahlefeldt-Laur­vigen på Langeland, og ende­lig et par år i Vedersø Præ­ste­gård hos pas­tor J.F. Plesner. I 1878 rejste Marie til Odense, hvor hun kom til at undervise på Julie Heins’ skole.­

Odense havde på den tid adskillige pri­vat­skoler, men trods den hårde konkurrence forsøgte Marie sammen med lærer Jørgen Bruhn i foråret 1879 at starte en ny pigeskole. Uvist hvorfor opgav de dog hurtigt forsøget. MJ lod sig imidlertid ikke slå ud. Hun tog sagen i egen hånd og an­non­cerede i løbet af sommeren efter voksne piger til pri­vat­under­vis­ning. Der var tale om en højsko­leagtig under­vis­ning, der ikke i første omgang skulle føre til nogen eksamen. Den 1. september be­gyndte hun skolen med i alt 11 elever – flere af dem fulgte dog kun enkelte fag. Undervisningen blev bl.a. brugt som forberedelse til lærerindeeksa­men.

I de første vanskelige år fik Marie støtte fra flere af byens indflydelsesrige familier, som her fandt et uddannelsestilbud til deres halvvoksne døtre. Marie Jørgensens mål var at skabe en skole for livet i Grundtvigs ånd. Samtidig var hun stærkt engageret i ønsket om at give kvinderne mulig­hed for ud­dannelse. I 1884 oprette­de hun Realskolen for unge piger, og samtidig begyndte hun at undervise børn helt ned til 5 års alderen. I 1885 førte Marie de første piger til præli­mi­næreksa­men. Det skete som privatister på Latin­skolen. Året efter lykkedes det den utrætte­ligt kæmpende skolele­der, at få tilladelse til som den første pigeskole i provinsen at afholde prælimi­næreksamen.

Marie Jørgensens skole voksede hurtigt, og 2 år efter op­rettelsen måtte sko­len flytte til mere rummelige omgivel­ser. Skolen skiftede siden flere gange adresse, før det i 1893 blev muligt for hende at opføre egen skole­byg­ning på Sct. Hans Plads. Marie indrettede også privatbolig i den nye skolebyg­ning. Her blev der også ind­rettet faciliteter, så skolen kunne be­nyttes som kostskole for elever fra andre egne af lan­det. Hun var drevet af et ønske om til stadighed at dække flere områder og gøre skolen større. MJ lagde derfor al sin store arbejds­kraft i sko­lens vækst, og al­lerede i år 1900 udvidedes skole­bygningen af en af Oden­ses be­tydeligste arkitek­ter, Niels Jacob­sen.

I 1895 oprettede Marie Jørgensen artium­skursus og en egent­lig drengeaf­deling. Hun havde næsten konstant økonomiske problemer, og drengeskolen blev gi­vetvis oprettet i et forsøg på at bedre økonomi­en. Skolen blev dog aldrig den samme succes som pigeskolen, og den frasolgtes igen i 1914. Den eks­pansive linje betød, at skolen til sta­dig­hed optog flere elever. Et par af byens øvrige pige­sko­ler blev således over­taget af Marie Jørgensen. Kørt før hendes død i 1920 var pigesko­len nået op over 300 elever. Marie Jørgensens pigeskole henvendte sig til børn af den be­drestille­de middelklasse. Konkurrenten Frk. Winte­lers skole tog sig af den absolutte over­klasses børn.

Marie forblev ugift, og skolen erstattede i vid udstrækning en familie. Hun forsøgte således at skabe en famili­ær ramme omkring kostskole­ele­ver­ne, og hun fik da også kælenavnet “moster” blandt eleverne. Hendes elever, der meget natur­ligt kald­tes “ma­rie­høns” omtalte Marie med en be­tyde­lig hengiven­hed, men også med en vis frygt. En elev beskrev hende således: “Som insti­tu­tions­be­styrer­inde vist tids­typisk for kvindeli­ge pio­nérer: streng og fjern, stilig og kor­rekt”.

Marie Jørgensen underviste selv i flere fag og var speci­elt begejstret for litteratur. I 1882 udgav hun en kirkelig læsebog til skolebrug, men hendes store betydning lå først og fremmest i funktionen som sko­le­leder. Hun formåede trods de vanskelig­heder, der var for en kvinde på den post i slutningen af 1800-tal­let, at drive skolen frem til en af Oden­ses stør­ste og mest ansete pri­vatskoler. Flere ge­neratio­ner kvinder i Oden­se blev således præget af hendes religiøse og nationale holdninger. En præg­ning der varede længe efter hendes død, bl.a. fordi hun i betydeligt omfang ansatte tid­ligere elever som lærere. Marie Jørgensens skole er i dag en selvejende institu­tion, der stadig bærer stifterens navn.