Helga Lund tilbragte sin barndom i Silkeborg, og efter studentereksamen fra Nathalie Zahles skole i København 1900 vendte hun tilbage til fødebyen og fungerede et par år som lærerinde ved Theodora Langs skole, inden hun påbegyndte sine studier ved Københavns Universitet. 1908 blev hun cand.mag. med matematik som hovedfag og fysik, kemi og astronomi som bifag. I studietiden sluttede hun bl.a. venskab med brødrene Harald og Niels Bohr. 1908-12 var hun lærerinde ved forskellige københavnske skoler, hvorefter hun flyttede til Helsingør og fik ansættelse ved Helsingør kommunale almenskole, fra 1913 som adjunkt og fra 1920 som lektor.
Helga Lund var tidligt politisk engageret og knyttede sig til Det radikale Venstre. 1918-28 var hun således suppleant til Landstinget, valgt på Sjælland, og 1936-47 tingvalgt suppleant. 1921-26 havde hun sæde i Helsingør byråd, og nogenlunde samtidig kandiderede hun for sit parti i Frederiksborg Amt ved folketingsvalg.
Den socialdemokratisk-radikale regering udpegede i 1926 Helga Lund til rektor for Skt. Knuds Gymnasium ved Margarethe Hoffmanns død, en udnævnelse, der let kunne opfattes som en provokation over for det konservative, odenseanske borgerskab, hvis døtre stadig flokkedes i den gamle pigeskoles klasser. Omstilling til mere moderne former fandt sted over en længere årrække, men det var karakteristisk for HL, at hun formåede at gennemføre den uden større bråvallaslag. Historikeren Jørgen Hæstrup, der kom til skolen som ung lærer i 1934, har beskrevet det lærerkollegium, HL havde mødt ved sin tiltræden, som “en del mosgroet med en lang række dygtige, men yderst bornerte, konservative faglærerinder og to ældre mandlige lektorer, begge teologer, der underviste i naturfag, historie og dansk”. Trods dette udgangspunkt lykkedes det dog Helga Lund at få moderniseret skolen med lejrskole, skolekomedier, kunstudstillinger m.m.
I mange år måtte Helga Lund kæmpe for at få nye og tidssvarende lokaler til gymnasiets undervisning, men 1930’ernes krise betød, at Helga Lund først i august 1940 kunne se bestræbelserne kronet med held ved indvielsen af det nye gymnasium i Odenses velhaverkvarter, Hunderupkvarteret. Samtidig optoges de første drenge på skolen, og fællesklasser blev nu reglen.
Besættelsen bød på mange nye opgaver for Helga Lund, der ikke veg tilbage for ansvaret – heller ikke når det f.eks. drejede sig om at sende elever på ekskursion over Storebælt kort tid efter, at en minesprængning havde ramt en af færgerne på stedet. Skolen og livet skulle gå videre under alle omskiftelser. Skt. Knuds Gymnasium blev også vidne til forskellige former for illegale aktiviteter, som f.eks. distribution af illegale blade, og Helga Lund dækkede både over dette og en aktiv modstandsgruppes depot på skolen, ligesom hun værnede om lærernes ytringsfrihed. I februar 1945 blev gymnasiets bygninger beslaglagt til tysk krigslazaret, men hun forblev i rektorboligen og foretog jævnlige inspektioner på skolen, også selv om det gav anledning til helt uberettigede rygter om kollaboration. Helga Lund ville skåne sin skole, og hendes inspektioner var utvivlsomt en stærkt medvirkende årsag til, at skolen kun i mindre grad led overlast under beslaglæggelsen.
Som rektor måtte hun med årene i stigende grad hellige sig administrativt arbejde, men hun fulgte levende og interesseret sine læreres undervisning og drøftede gerne pædagogiske synspunkter med dem. I småting kunne hun ifølge Jørgen Hæstrup være nøjeregnende, næsten pedantisk, for hun tålte ingen uorden på sin skole, men i alle vigtige spørgsmål skinnede hendes frisind, tolerance og menneskelighed tydeligt igennem, og da hun på et tidspunkt luftede muligheden af at gå på pension, anmodede lærerkollegiet hende om at blive så længe som muligt.
Arbejdet som leder af en af det konservative borgerskabs gamle bastioner fik ikke Helga Lund til at stikke sit partipolitiske engagement under stolen. Fra 1926 var hun medlem af Det radikale Venstres hovedbestyrelse, 1929-47 kandiderede hun ved folketingsvalgene for partiet i Odensekredsene, dog uden at blive valgt, og i en årrække var hun tillige formand for Odense Radikale Venstreforening. Hun havde næppe noget synderligt ønske om en egentlig partipolitisk karriere, men helligede sig først og fremmest skolearbejdet. Efter besættelsestidens erfaringer fjernede hun sig fra sit partis forsvarspolitiske linje, og hun var således tilhænger af Danmarks indtræden i NATO 1949.
Myndig, mild, usnobbet og nøgtern havde Helga Lund på fornem vis udfyldt sit rektorembede i 25 år, da hun gik af i sommeren 1951. Sit lange otium tilbragte hun i København.