Højskolehjemmet i Dronningensgade blev samlingssted for Odenses tidlige kvindebevægelse, og værtinden Karen Jørgensen (1844-1924) var en central skikkelse i miljøet.

Karen Jørgensen stammede fra Horne på Sydfyn og stod i nogen tid for husholdningen på Vester Skerninge Højskole, hvor Anton Nielsen var forstander. Hun mistede i sin ungdom sin kæreste, der faldt i krigen 1864. Den sorg prægede hendes liv, og hun blev aldrig gift. Hun flyttede i 1882 til Odense fra Askov Højskole, hvor hun havde været lærerinde i håndarbejde.

I Odense åbnede hun den 1. november 1882 – på sin 38 års fødselsdag – et højskolehjem i en lille toværelses lejlighed i Søndergade 1. Der husede hun gæster på sin chaiselong, havde soldater på kost, og gode venner drak kaffe hos hende. Det var små forhold, og der gik blot nogle måneder, så rykkede hun højskolehjemmet til grosserer Christian Fabers ejendom Thorsgade 3, der også lå tættere på den sydfynske banegård.

Der gik dog blot 10 år, så flyttede højskolehjemmet til større, nybyggede og fine rammer i Dronningensgade 2c, lige over for valgmenighedskirken. Bygningen var i øvrigt tegnet af Odensearkitekten Niels Peter Jensen, der også slog stregerne til valgmenighedskirken.

Karen Jørgensen ejede selv denne ejendom, og det var hende, der lod huset bygge. Om bygningen skrev Anna Lohse: ”Bygningen ligger kønt, og man har fra dens værelser en vid og prægtig udsigt over kanalen og småhaverne i nærheden af Odense. Selve Bygningen er stor og tager sig udmærket ud; man standser uvilkårlig for at betragte den; men man behøver ikke længe at være i tvivl om, hvad det er for en bygning; thi på facaden står navnet „Højskolehjem” under et billede af Hejmdal. Bygningen er tre etager høj, desuden er der en høj kælder med to lejligheder til udleje og et atelier øverst oppe, hvor en kvindelig fotograf, Kristine Kristensen, har sin virksomhed”.

Den 48-årige Karen Jørgensen var utrættelig i sit kald og vågede nærmest moderligt over sine beboere. Den omsorgsfulde værtinde sørgede for alverdens praktiske fornødenheder, skaffede arbejdsro eller selskab, hvis hun skønnede, at det var nødvendigt. På højskolehjemmet sørgede Karen Jørgensen for, at de tanker og toner, som folk havde mødt på f.eks. højskolerne, blev holdt ved lige. Værtinden og hendes fire-seks tjenestepiger satte en ære i, at pensionærerne havde det godt. Det var en broget flok, der kom på hjemmet. ”Vi var en del unge på højskolehjemmet, kontorgutter, unge mænd fra landet, der forberedte sig til artium [studentereksamen], en og anden ung lærer”, fortalte Martin Andersen Nexø, der en periode boede på højskolehjemmet.

Højskolehjemmet og Karen Jørgensen var centrale dele af Odenses grundtvigske miljø. Pensionatet blev Karen Jørgensens livsgerning, men værtinden havde mange andre skibe i søen. Højskolehjemmet lagde blandt andet lokale til de møder, som den lokale kreds af Dansk Friskoleforening holdt.

Den omsorgsfulde værtinde hørte til gruppen af lokale grundtvigianere, der også var aktive i Dansk Kvindesamfunds lokalafdeling. Flere af de kvinder, der boede på højskolehjemmet var medlem af kvindesamfundet, der også holdt deres møder på hjemmet. Det gjaldt eksempelvis den kvindelige fotograf Christine Elisabeth Christensen og friskolelærerinde Josefine Lund.

Lige over for højskolehjemmet i Dronningensgade lå valgmenighedskirken, der var blevet indviet i 1886, og det var ingen tilfældighed. Hjørnet – Kongensgade og Dronningensgade – var centrum for Odenses grundtvigianske miljø.

Karen Jørgensen drev højskolehjemmet frem til 1918 – da var hun 74 år. De sidste år boede hun i en villa på Hunderupvej.