Prostitution i Odense

Bag nutidens idylliske vejnavn Rosengade gemmer sig en temmelig pikant historie. Bag tildækkede ruder drev Odenses offentlige fruentimmere nemlig bordelvirksomhed i gaden fra 1866 til 1894. Lovliggjort af byens politimester til glæde for nogle og til væmmelse for andre. Gaden hed dengang Nygade eller i folkemunde: Fygade!

Den kun 23-årige Hansine blev i 1878 dømt til 90 dages tvangsarbejde for at have ført et løsagtigt levned. Hun havde haft et kønsligt forhold til en odenseansk købmand, der havde betalt 1 kr. og trakteret hende for hendes ydelser. Hansine var et løsagtigt fruentimmer – derfor den hårde straf.

Men faktisk var verdens ældste erhverv gjort lovligt i Odense, når blot det blev udøvet under en vis politikontrol. Det var konsekvensen af et ordensreglement for offentlige fruentimmere fra 1866. Bag reglementet stod byens politimester, den senere mangeårige borgmester G. Koch.

Med reglementet håbede politimesteren at gøre prostitutionen så usynlig som muligt. Alle byens bordeller blev samlet i Nygade, der var den offentlige prostitutions faste hjemsted i Odense indtil afskaffelsen i 1894. Vinduerne til bordelpigernes værelser skulle være forsynet med nedrullede træjalousier. Pigerne måtte ikke banke på ruden, kalde, stå i døren og på gaden eller på anden måde påkalde sig de forbigåendes opmærksomhed. De måtte ikke færdes på flere af byens gader efter kl. 12. Gik de i teatret, var de henvist til de dårligste pladser. Ordentlige folk skulle ikke have dem at se!

Politiet skelnede mellem de løsagtige kvinder, der drev helt ukontrolleret utugt mod betaling, og de såkaldte “offentlige fruentimmere”, som udfoldede deres virksomhed i byens bordeller – til en vis grad var under politiets kontrol. I politiets protokoller over de offentlige fruentimmere finder man flere af kvindernes øgenavne – “Flodhesten”, “Marie Lysthus”, “De to femører”, “Grevinden” osv.

Den offentlige prostitution delte vandene mellem tilhængere og modstandere. Politifolk og læger hæftede sig ved muligheden for at holde kønssygdommene i ave ved en offentlig kontrol. Modstanderne angreb derimod prostitutionen fra en moralsk – og snart også en kvindepolitisk synsvinkel. Efter “sædelighedsfejden” i 1880’erne fik modstanderne vind i sejlene.

Mindst 500 kvinder og mænd var samlet til protestmøde på Industripalæet i 1892 for at demonstrere deres utilfredshed med prostitutionen. Tonen blev skærpet de følgende år, og i 1894 kaldte den odenseanske kvindesagsforkæmper Frida Schmidt med slet skjult væmmelse byrådet for en “horevært”, der accepterede offentlig prostitution og lod politiet “bestyre” forretningen. Protesterne bar frugt, og i august 1894 blev den offentligt kontrollerede utugt mod betaling formelt afskaffet.