Gadens børn

“Når så “generalen” gav signal, begyndte kampen, og det gik voldsomt til, der flød blod, og tænder blev slået ud. Inde på fortovet stod fædrene og så til og opildnede de kæmpende”. Så drabeligt beskriver Kai P. Andersen gadekampene mellem drengene fra Rødegårdsvej og dem fra Frederiksgade omkring 1920 i sin bog Troldmandens lærling (1985).

Gaden var kampplads og legeplads for kvarterets børn. Trafikken var endnu ikke noget problem. Hændte det alligevel, at der kom et køretøj, sprang man bare op på fortovet. På gaden blev der spillet bold, kastet med kugler, rullet og sjippet. En  smule gadegrus og en rendesten kunne gøre det ud for en hel sandkasse. Og en vandpyt blev omdannet til pjaskebassin, hvor drengene kunne lege med modelskibe, som de selvfølgelig selv havde lavet. Der var vidt spillerum for fantasien.

Da lyden af fabriksfløjten bredte sig ud over Odenses tegltage omkring år 1900, rykkede flere gifte arbejderkvinder ud af hjemmene og ind på fabrikkerne. Derhjemme blev børnene fra tidlig morgen til sen aften overladt til sig selv. De store piger fik meget tit de mindre søskende med på slæb, og gården eller gaden var den eneste legeplads. Børnene blev opdraget på gaden, hvor de også gjorde nogle af voksenlivets erfaringer – uden at de voksne var til stede. Det kunne være den første smøg, som blev røget i smug, da den slags ellers hørte til konfirmandens privilegier.

Fritænkere og pædagoger var bekymrede for gadebørnene. Derfor lød kravet om ordnede legepladser stadig mere højlydt. Børnene skulle væk fra gaden og legen tæmmes, hvorfor pædagogerne talte varmt for sikre og kontrollerede legepladser. Som årene gik blev legepladserne med pædagogisk “rigtigt” legetøj et fast element i gadebilledet.

Børns livsomstændigheder blev ændret enormt i 1900-tallet. Først og fremmest gik det fremad materielt, men også i andre henseender skete der store forvandlinger. Blandt andet betød kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, at samfundet overtog pasningen af børnene.

De første børnehaver dukkede op i 1900-tallets begyndelse. De var oprindelig et tilbud til enlige mødre og socialt belastede familier. Børnehaverne begyndte som ren opbevaring af børn, fordi de ikke havde andre steder at være, men efter 2. verdenskrig kom barnet og pædagogikken mere i centrum. Institutionerne overtog mere og mere barnets almene opdragelse.

Om udviklingen på alle punkter var til det bedre, er svært at afgøre. På mange områder blev indlysende dårlige og urimelige forhold forbedret. Men situationen er ikke entydig: Pr. 1. januar 1999 blev 3 ud af 4 børn under 5 år passet i en af byens 150 institutioner eller i dagpleje. De mange små børn bliver afleveret af travle forældre til en 8-9-timers “stimuleret” dag i institutionen, hvor de tidligere var sammen med deres mor i hjemmet og legede med gadens børn.