Helga Lund

Helga Lund tilbragte sin barndom i Silkeborg, og efter studentereksamen fra Nathalie Zahles skole i København 1900 vendte hun tilbage til fødebyen og fungerede et par år som lærerinde ved Theodora Langs skole, inden hun påbegyndte sine studier ved Køben­havns Universi­tet. 1908 blev hun cand.mag. med matematik som hovedfag og fysik, kemi og a­stronomi som bifag. I studieti­den sluttede hun bl.a. venskab med brødrene Harald og Niels Bohr. 1908-12 var hun lærerinde ved for­skellige køben­havnske skoler, hvorefter hun flyt­tede til Helsin­gør og fik an­sættelse ved Hel­singør kommunale almenskole, fra 1913 som adjunkt og fra 1920 som lektor.

Helga Lund var tidligt politisk engageret og knyttede sig til Det radikale Venstre. 1918-28 var hun således suppleant til Landstinget, valgt på Sjæl­land, og 1936-47 tingvalgt suppleant. 1921-26 havde hun sæde i Helsingør byråd, og no­genlunde samtidig kandiderede hun for sit parti i Frede­riksborg Amt ved folketingsvalg.

Den socialdemokratisk-radikale regering udpege­de i 1926 Helga Lund til rektor for Skt. Knuds Gymnasium ved Margarethe Hoffmanns død, en udnævnelse, der let kunne opfattes som en provokation over for det kon­servative, oden­seanske borgerskab, hvis døtre stadig flokkedes i den gamle pigeskoles klasser. Om­stilling til mere moderne former fandt sted over en længere årrække, men det var karakteristisk for HL, at hun formåede at gennemføre den uden større bråvallaslag. Histo­ri­keren Jørgen Hæstrup, der kom til skolen som ung lærer i 1934, har beskrevet det lærerkollegium, HL havde mødt ved sin tiltræden, som “en del mosgroet med en lang række dygtige, men yderst bornerte, konservative faglærerinder og to ældre mandlige lektorer, begge teologer, der underviste i natur­fag, historie og dansk”. Trods dette udgangspunkt lykkedes det dog Helga Lund at få mo­derniseret skolen med lejrskole, skolekomedier, kunstudstillinger m.m.

I mange år måtte Helga Lund kæmpe for at få nye og tidssvarende lokaler til gymnasiets undervisning, men 1930’ernes krise betød, at Helga Lund først i au­gust 1940 kunne se bestræbelserne kronet med held ved indviel­sen af det nye gymnasium i Odenses velha­verkvarter, Hunderupkvarteret. Samtidig optoges de første drenge på skolen, og fællesklasser blev nu reglen.

Besættelsen bød på mange nye opgaver for Helga Lund, der ikke veg tilbage for ansvaret – heller ikke når det f.eks. drejede sig om at sende elever på ekskursion over Storebælt kort tid efter, at en mine­sprængning havde ramt en af færgerne på ste­det. Skolen og livet skulle gå videre under alle om­skiftelser. Skt. Knuds Gymnasium blev også vidne til forskel­lige former for illegale aktiviteter, som f.eks. distribution af illegale blade, og Helga Lund dækkede både over dette og en aktiv modstandsgrup­pes depot på skolen, ligesom hun værnede om lærer­nes ytrings­frihed. I fe­bruar 1945 blev gymnasiets bygninger be­slaglagt til tysk krigslazaret, men hun forblev i rektorbo­ligen og foretog jævnlige in­spektioner på skolen, også selv om det gav anled­ning til helt uberettigede rygter om kollabora­tion. Helga Lund ville skåne sin skole, og hendes inspek­tioner var u­tvivlsomt en stærkt medvirkende årsag til, at skolen kun i mindre grad led overlast under be­slaglæggelsen.

Som rektor måtte hun med årene i stigende grad hellige sig administrativt arbejde, men hun fulgte levende og interesseret sine læreres undervisning og drøftede gerne pædagogiske synspunkter med dem. I småting kunne hun ifølge Jørgen Hæstrup være nøjeregnende, næsten pedantisk, for hun tålte ingen uorden på sin skole, men i alle vigtige spørgs­mål skinnede hendes frisind, tolerance og menneskelighed tydeligt igennem, og da hun på et tidspunkt luftede muligheden af at gå på pension, anmodede lærerkollegiet hende om at blive så længe som muligt.

Arbejdet som leder af en af det konservative borgerskabs gamle bastioner fik ikke Helga Lund til at stikke sit partipolitiske engagement under stolen. Fra 1926 var hun medlem af Det radikale Venstres hovedbestyrelse, 1929-47 kandiderede hun ved fol­ke­tings­valgene for partiet i Oden­sekredsene, dog uden at blive valgt, og i en år­række var hun til­lige for­mand for Odense Radikale Ven­strefore­ning. Hun havde næppe noget synderligt ønske om en e­gentlig partipolitisk karriere, men helligede sig først og fremmest skolearbejdet. Efter besættel­sestidens erfaringer fjernede hun sig fra sit partis for­svarspolitiske linje, og hun var således til­hænger af Danmarks indtræden i NATO 1949.

Myndig, mild, usnobbet og nøgtern havde Helga Lund på fornem vis udfyldt sit rektorem­bede i 25 år, da hun gik af i sommeren 1951. Sit lange otium til­bragte hun i København.