Lillian Skougaard Pedersen

Konstabel Lillian

”Lillian kaster håndgranater” lød overskriften i Se & Hør. Den 1. november 1971 havde hæren søgt kvinder til ansættelse og man fik 120 ansøgninger. Blandt dem kom 16 igennem nåleøjet, og deriblandt var den 18-årige Lillian Skougaard Pedersen (senere gift Johansen).

06 (00000002)

Det var Lillian Skougaard Pedersens far, der skubbede på, da han erfarede, at hæren søgte kvindelige konstabler og sergenter. Han havde selv en fortid i luftvåbnet og mente, at hæren var en god vej for datteren at gå. Lillian Skovgaard Pedersens yngre bror fik ikke samme anbefaling med på vejen, men Lillian havde altid været fars pige.

Egentligt ville hun helst have været sygeplejerske, men der var lang ventetid på en studieplads. Derfor var hun slet ikke i tvivl, da muligheden om at komme i trøjen bød sig. Selve uddannelsen foregik på Høveltegård Kaserne på Sjælland, og kvinder såvel som mænd bandt sig for tre år. Da der skulle vælges et speciale, valgte hun signalkontortjeneste, for det kunne også bruges i det civile liv ved f. eks. rederier og postvæsenet. Hun fik da også god brug for sin kunnen, idet hun senere blev civilt ansat på Odense Kaserne.

Hun følte sig godt modtaget, da hun i august 1972 kom til Fynske Livregiment som første kvinde og – på det tidspunkt – eneste kvinde. Det var lidt ensomt at være eneste kvinde blandt 700 mænd. De øvrige 16 kvinder, der også var i gang med uddannelsen, blev sendt til andre kaserner rundt om i landet. På den fynske kaserne blev der passet godt på Lillian Skougaard Pedersen. Ingen skulle krumme et hår på hendes hoved, og hun fortæller, at hun havde det som blommen i et æg. Men kvinderne skulle passe på deres ry og holde deres sti ren. Man skulle ikke kæreste med de mandlige soldater. Så blev man ikke respekteret og ødelagde karrieremulighederne for sig selv.

01 (00000002)

Lønnen i 1972 var 3.000 kr. om måneden, og arbejdstiden efter vagtplan med skiftende arb. tider. I begyndelsen betalte kvinderne selv for fodtøj, og uniformerne blev designet i det rette snit, inden kvinderne var helt klar. En opgave, hvor Lillian Skougaard Pedersen også blev taget med på råd. De første kvinder i det danske forsvar havde meget, der skulle ordnes ud over selve uddannelsen!

Kvinderne havde siden 2. Verdenskrig været aktive i forsvarets værn og i Hjemmeværnets forskellige korps. Under besættelsen havde ca. 10.000 kvinder været aktive i Dansk Kvinders Beredskab, der blev oprettet allerede i 1939. Opgaverne lå inden for sygepleje, forplejning, meldetjeneste og kontorarbejde. Traditionelle kvinderoller langt væk fra kamphandlinger. I 1962 vedtog Folketinget en lov, der endeligt gav kvinder adgang til det danske forsvar.

I årene efter befrielsen var der uenighed om kvindernes rolle i det danske forsvar. Skulle kvinderne fortsætte med civilt hjælpearbejde, eller skulle de være en del af forsvarsarbejdet med muligheder for avancement? Efter Hjemmeværnets grundlæggelse i 1949 blev kvindelige hjælpekorps tilknyttet organisationen igennem overenskomster, idet kvinder ikke kunne melde sig som frivillige. Men der skete en gradvis integration af kvindekorpsene, og i 1989 blev de formelt nedlagt.