Kvindernes Internationale Kampdag

Kvindernes Internationale Kampdag opstod i 1910 på den socialistiske kvindekongres, som fandt sted i København den 26 og 27. august. De forsamlede kvinder besluttede at skabe en ”kvindedag”, der skulle have en international karakter.

I de følgende år holdt de københavnske kvinder en kvindedag i begyndelsen af marts. Datoerne varierede og det var der en god grund til, da dagen af praktiske årsager blev holdt på en søndag. Det var det eneste tidspunkt, hvor man kunne forvente, at en tilstrækkelig stor mængde kvinder ville have en chance for at have tid til at møde op.

Kvindedagen skulle i første omgang bruges til kæmpen for kvindernes valgret. Kvinderne havde i 1908 fået ret til at stemme og opstille til kommunalvalg, mens kvinder endnu ikke havde ret til at stemme til de rigsdagsvalg. På verdensplan var situationen nogenlunde den samme.

Kvindedagen blev markeret i København, og meget tyder på, at dagen primært var et hovedstadsfænomen. I de fynske aviser finder man ikke meget om kvindedagen, hvilket kan undre, da Odense var landets tredjestørste by. Odenses aviser skrev i 1910 flere artikler om kvinders deltagelse i politik og det offentlige liv. Det er tydeligt, kvinderne arbejder ivrigt for at komme med og at flere avisen var positivt indstillet over for sagen. Men det fremgår ingen steder, at man skulle have holdt nogen kampdag. Op til kommunevalget i 1913 holdt byens socialdemokrater møde om politik og kvinder, og her var et af spørgsmålene, hvordan kvinderne skulle tid til at gå til valg. Fyns Social-Demokraten mente, at mændene sikkert gerne passede børnene, mens konerne gik til valgurnerne.

Kvindedagen var født i den socialistiske have og i materiale fra Dansk Kvindesamfund, Odenseafdeling, optræder sagen ikke. En socialistisk kvindedag var åbenbart ikke lige deres kop te.

I 1915 fik kvinderne stemmeret til Rigsdagen. Ude i Europa raser krigen, og kvindesagen kommer meget til at handle om verdensfreden. Da krigen slutter dukket der nye temaer op i kvindekampen. I Odense debatterede Dansk Kvindesamfund i 1924 ligeløn og forsørgelsestilskud til familier med børn. Kvindesagsforkæmper Frida Schmidt udtaler sig skarpt mod dette. ”Er børnene flittige og nøjsomme, kommer de frem. Mange af vore bedste mænd og mange af vore store mænd er fra hjem, der kaldes småkårshjem. Rige hjem har fostret megen dårlig ungdom og holdningsløse mandfolk”.

Kvindedagen lå underdrejet i flere år, men i 1930’erne tog København og andre byer dagen op igen. Men åbenbart ikke Odense. Den socialdemokratiske bevægelse så nu kvindesagen, som noget der favnende bredere. Op til kommunalvalget i 1933 holdt Emilie Petersen en tale om bedre vilkår i arbejderhjemmene og lokomotivfører Rasmussen talte om, at kvinderne bør benytte den valgret, som Socialdemokratiet har skaffet dem. I midten af 1930’erne opretter de odenseanske socialdemokrater et kvindeudvalg, der holdt møder i begyndelsen af marts.

1950’erne var på mange måder ”husmoderens årti”. I april 1956 diskuterede Dansk Kvindesamfund, Odense, ”tvungen huslig værnepligt”. Alle unge piger skal have et ophold på en husholdningsskole. Det var de unges uvidenhed og udygtighed på det huslige område, der førte til mange skilsmisser. Andre møder handler om svangerskabsloven, kvindeligt politi og indpakning af rugbrød! I Odense holder man tilsyneladende stadig ikke kvindernes internationale kampdag.

Det var løbet af 1970’erne kommer der andre boller på suppen. Kvindebevægelsen og rødstrømpebevægelsen sætter skub i udviklingen. Og i 1975 udnævnes af FN til internationalt kvindeår.

I Odense begyndte Dansk Kvindesamfund at spørge sig selv om, hvorvidt de havde overlevet sig selv. I 1971 erklærede foreningen dog, at forskellen mellem Dansk Kvindesamfund og rødstrømperne ikke var så stor. I 1976 får Dansk Kvindesamfund en ny arbejdsform med kollektiv ledelse, arbejdsgrupper og nye love. Fokus rettes også mod mandens rolle. Emner som mænd i kvindebevægelsen, hvordan oplever manden ansvarsfordeling, hvordan ser din mand på Dansk Kvindesamfund dukker pludselig op. Kvinders rolle i politik bliver stadig diskuteret.

Kvindesagen havde vind i sejlene. På andre fronter skete der noget nyt. Aktivistgruppen Thilderne så dagens lys. En kvindehusforening blev stiftet i 1976, og i 1982 blev huset en realitet. Byen fik også en kvindefestival, og den 1. marts 1980 åbnede den første kvinderådgivning i Odense med egne lokaler i Asylgade 18.

I pressen fyldte kvindernes internationale kampdag dog ikke meget. I Fyens Stiftstidende kunne man den 6. marts 1975 læse en annonce med overskriften ”Demonstration på Kvindedag” og videre hed det: ”Ingen kvindekamp uden klassekamp” og ”Kvinder kræver fuld beskæftigelse”, som var nogle af hovedparolerne for demonstrationen, der var arrangeret af Danmarks Demokratiske Kvindeforbund.

Efterhånden blev kvindernes internationale kampdag også i Odense en fast begivenhed. Dagen har igennem årene været brugt af forskellige foreninger og organisationer. I 1982 blev dagen holdt i fredens tegn, selv om det ikke just var et fredeligt samarbejde, der prægede de forskellige kvindebevægelser i disse år. Et spørgsmål handler om, hvorvidt der skal være parolefrihed. Et andet stridpunkt hed mændenes deltagelse. Kvindeorganisationer, fagforeningerne og politiske kunne ikke enes, hvilket førte til, at der var flere demonstrationer.

På kvindedagen i 1983 åbnede kvindecafeen Basviola i Grønnegade. Cafeen var resultatet af samarbejdet mellem forskellige kvindegrupper i Odense, og den holdt i nogle år sit eget 8. marts-arrangement.

Kvindedagen var ved at blive en fast del af årets rytme, og da man i 1985 fejrede kampdagen for 75. gang, blev det i Odense markeret med en række arrangementer. Efter en tøvende start var Odense for alvor kommer med på vognen.

I den senere år er der blevet mere stille om kvindernes internationale kampdag, men i år – i 100-året for dagen – så vil der igen blev talt om kvindernes kampdag!