Margarethe Hoffmann

Margarethe Hoffmann blev tidligt forældreløs, men gennemførte ikke desto mindre uddannelsen til lærerinde på semi­nariet i Hamburg 1898, sådan som det havde været moderens ønske. Samme år flyttede hun til Odense og boede herefter i 27 år sammen med mosteren, Louise Winteler, der med succes drev en af byens største pigeskoler. Margarethe Hoffmann blev som en datter for den ugifte skolebestyrerinde, og i de følgende år rejste de ofte sammen, også uden for landets græn­ser.

Allerede fra 1898 havde Margarethe Hoffmann undervist ved Louise Wintelers skole, og hun videreuddannede sig ved studieophold i Cambridge og Oxford 1900-01 og tog tillige eksamen i dansk i København 1903. Hun blev det følgende år gjort til medbestyrerinde på mo­sterens skole, der ved flere lejligheder havde vist sig åben for pædago­giske nydannelser, og hun fik således som ganske ung medindflydelse på vig­tige beslutninger om skolens fremtid. Den stod snart over for store foran­drin­ger, ikke mindst da den fra 1908 i kraft af den nye skolelov­givning fik egen gym­nasi­eaf­deling og dimissionsret til studenterek­samen af nysproglig retning.

Da den aldrende Louise Winteler i 1912 trak sig tilba­ge fra skole­gerningen, overtog Margarethe Hoffmann posten som be­sty­rerinde og forsvarede i de følgende skolens position som det mest populære uddannelsesvalg for det odenseanske borgerskabs døtre. Denne position blev i øvrigt tydeligt under­streget ved et besøg på skolen af kong Chri­stian X og dronning Alexan­drine 23.9.19­13.

I de følgende år fortsatte skolens fremgang, og i 1918 ændredes Margarethe Hoffmanns titel til rektor, men to år senere var en større omvæltning i gang. Et øko­nomisk pres, forårsaget af stigende udgifter til lærer­lønnin­ger, førte efter mange og lange over­vejelser til, at staten overtog skolen, der nu kom til at hedde Skt. Knuds Gymnasium. MH fortsat­te imidlertid som rektor til sin død, og lærerne beholdt deres job.

Som skoleleder har Margarethe Hoffmann stået i skyggen af mo­steren, der havde grundlagt skolen, og som levede til 1925, men der er ingen tvivl om, at hun gjorde god fyldest på posten, både som administrator og som pæda­gog. Hun underviste fortrinsvis i tysk og engelsk, vandt med sit lyse sind og sin elskværdi­ge og rolige fremtræden mange af elevernes hjerter og sørge­de tillige så godt som muligt for sit personale. Kontakten mellem skole og hjem lå hende også stærkt på sinde. Hendes død allerede året efter mosteren levnede hende ikke tid til at give skolen sit helt specielle præg, men det var for­mentlig heller ikke hendes ønske. Skønt opvokset i Tyskland havde hun selv valgt tilværelsen som mangeårig “andenviolin” i det nord­lige naboland.