Kun få gifte kvinder havde lønarbejde i 1900-tallets begyndelse. De ugifte kvinder var til gengæld aktive på arbejdsmarkedet til alle tider – ellers kunne de simpelt hen ikke forsørge sig selv. Når kvinden giftede sig, holdt hun til gengæld ofte op med at arbejde og tog sig i stedet af hjemmets gøremål og børnepasningen.

Fra 1950’erne og 1960’erne kom de gifte kvinder i stort tal ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder gennemlever i dag langt overvejende et helt arbejdsliv. En væsentlig del af kvindefrigørelsen lå i at udføre et stykke arbejde og at oppebære sin egen løn. At lønnen ikke altid var den samme som den mandlige kollegas har været et problem og et stridspunkt helt til i dag. Lige løn for lige arbejde forblev i hvert fald indtil videre en drøm.

Bestemte arbejdsområder blev kvindearbejde. Tekstilfabrikkerne i Odense var sammen med konservesfabrikkerne store kvindearbejdspladser. Områder som vask, rengøring, køkken og tilknyttede opgaver har helt op til nyere tid overvejende været kvindearbejde, ligesom kassefunktioner i supermarkederne og samlebåndsarbejde i vid udstrækning er blevet udført af kvinder. Odense Sygehus var ligesom resten af social- og sundhedssektoren allerede tidligt en stor kvindearbejdsplads.