Åh, disse tjenestepiger

Anna hørte til blandt de fattige børn, som fik kost og undervisning på Lahns Stiftelse i Overgade. Da hun blev konfirmeret, fik hun og tre andre piger lov at blive på stiftelsen endnu et år imod at give en hjælpende hånd i husholdningen. Men så fik hun også fuld kost og beklædning.

I 1904 måtte Anna dog sige farvel til stiftelsen og goddag til arbejdslivet. Som så mange andre 14-årige blev hun sendt ud at arbejde som tjenestepige. Det betød, at hun flyttede ind hos arbejdsgiveren, kongelig bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen. Her blev hun i et par år, før andre af byens velhavende familier nød godt af hendes tjeneste.

Tjenestepiger var endnu i begyndelsen af 1900-tallet et almindeligt syn i borgerhjem i Odense. Tjenestepigerne var en del af den borgerlige husførelse, og de tog sig af alle huset praktiske opgaver. Det var tjenestefolkene, der vaskede, strøg, syede og meget andet. Men samtidig var det at holde tjenestefolk et led i borgerskabets måde at vise magt, status og indflydelse på.

I de største husholdninger kunne der være både tjenestepiger, en kokkepige og en kusk ansat. Kokkepigen – som vi bedst kender i skikkelse af Laura fra tv-serien Matador – var den højst lønnede, og hendes domæne var køkkenet, hvor herskabet sjældent kom. Stuepigen kom derimod mere i kontakt med herskabet, og hun tog sig også af børnepasningen.

Forholdet mellem herskab og tjenestefolk var præget af distance. Stuepigen var gerne klædt i sort kjole med hvidt forklæde på de tidspunkter af dagen, hvor hun skulle lukke op for gæster eller servere ved bordet.

Mange af Odenses tjenestepiger kom fra landet og havde derfor ingen familie eller bekendte i byen, og en af foregangskvinderne i den første lokale tjenestepigeforening beskrev i 1904 forholdene sådan her: “… altid at sidde hjemme er alt for trist og sløvende, derfor søger de adspredelse, ofte på urette sted, og stifter tilfældige bekendtskaber, som meget let fører nedad. Og da ingen hjælpende hånd rækkes hende, går det fra fald til fald, så hun til sidst sidder sådan fast i uføret, at ingen redning er mulig”. Noget af et skræmmebillede!

Der gjaldt særlige regler for byens tjenestepiger. Ved hovedindgangen til Læseforeningen (byens private bibliotek) hang et skilt, som henviste tjenestefolk til køkkentrappen, også selv om de kom efter bøger til herskabet. Det var ikke meget bedre i borgerskabets gamle selskabelige forening, Skovforeningen, der ikke optog tjenestepiger som medlem. Derfor var pigerne forhindret i at svinge sig i dansen ved de populære baller i Fruens Bøge. Ved indgangen til området stod et skilt med den utvetydige tekst: “Tjenestepiger og hunde forbydes indgang”! Skiltet forsvandt først omkring 1905, og ved en generalforsamling i foreningen var et medlem endda blevet tvunget til at gøre forskel på sine to døtre: Kun den datter, der boede hjemme, måtte han tage med til søndagsbal, mens den anden datter, som var i huset andetsteds i byen, pænt måtte blive hjemme.

I mellemkrigsårene forsvandt tjenestepigerne langsomt fra bybilledet. Familiemønstret ændrede sig gradvis, og den udvidede borgerlige familie med tjenestefolk blev afløst af kernefamilien. Her var idealet bl.a., at kvinden skulle være den aktive husmor, og så var der ikke plads til tjenestepiger – men det kunne sikkert også være godt det samme. I hvert fald var livet som tjenestepige ikke altid en dans på roser.