Mindestenen vi aldrig fik

Den 5. juni 1915 var en glædens dag. En spritny grundlov blev underskrevet, og den gav endelig landets kvinder mulighed for at få stemmeret til begge Rigsdagens kamre; Folketinget og Landstinget. Grundlovsændringen var kulminationen på årtiers brandvarm kamp for politisk ligestilling mellem mænd og kvinder. I København var der feststemning, og særlig iøjnefaldende var kvindeoptoget til Amalienborg, der viste kvindernes glæde over at have fået stemmeret.

Landet over blev der plantet egetræer, de såkaldte kvindeege, der skulle markere kvindernes opnåelse af valgret. I Odense ønskede Dansk Kvindesamfund også at markere den store begivenhed, men en by af Odenses størrelse kunne ikke nøjes med en kvinde-eg. I stedet for ønskede Dansk Kvindesamfund en rigtig mindesten.

Sagen blev diskuteret i byrådet i 1915, og Dansk Kvindesamfund i Odense pegede på, at der lå en stor sten i Munke Mose, der ville egne sig fortrinligt som mindesten. Flertallet i byrådet var dog skeptisk – for ikke at sige lodret uenige. Især borgmester Bloch strittede imod. Han havde fået Odenses mest populære billedkunstner Aksel Hansen til at vurdere, om stenen egnede sig. Kunstneren vurderede, at stenen var svag og meget løs i sin struktur, og absolut ikke egnet til en indskrift – det ville ødelægge stenen. Kvindernes andragende blev derfor afvist.

Frøbjerg Bavnehøj

Vi fik altså ingen mindesten i Odense, men der kom i stedet en mindesten for alle Fyns kvinder i 1918. Den blev placeret på Fyns højeste punkt – Frøbjerg Bavnehøj. Det blev en mindeværdig begivenhed, hvor de to grundlovsfædre bag grundloven af 1915, den fynske venstrepolitiker Klaus Berntsen og statsminister Zahle, kom og holdt tale over kvindens politiske ligestilling med manden.

I øvrigt var stenen i Munke Mose ikke så svag igen. Den ligger der stadig. På legepladsen, hvor børn i alle aldre har leget på den i mange år.