Grevinde Danner

I år er det 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret til Folketinget og Rigsdagen, og det vil vi senere markere i Historiens Hus. Men det er også 200 år for Grevinde Danners fødsel, og hun var på mange måder en kvinde, som midt i 1800-tallet var forud for sin tid. Louise Rasmussen – som var grevindens borgerlige navn – er også knyttet til Odense, hvor hun boede i perioder, mens hendes elsker, kronprins Frederik, var guvernør over Fyn.

Kronprinsen mødte allerede i 1830’erne Louise Rasmussen, og de to havde et nært forhold, som han ikke lagde skjul på, om end mange rynkede på næsen.

Louise Rasmussen blev født den 21. april 1815 i København som datter af ugift tjenestepige. Hun voksede op som enebarn sammen med sin mor og bedstemor. Moderen syede kjoler til det Kgl. Teater og Louise var ofte med til ballet, som hun tabte sit hjerte til. 11 år gammel blev hun balletelev på Det kongelige Teater, og det var sandsynligvis på teatret hun mødte kronprinsen. Efter sigende dansede hun under en prøve ind på scenen og kom til at træde ham over tæerne. På det tidspunkt havde hun allerede en elsker, nemlig avismanden Carl Berling, med hvem hun fik en dreng uden for ægteskab – et barn, der siden blev bortadopteret. Da Berling ven med kronprinsen var der lagt i kakkelovnen til et sandt trekantsdrama.

En skade tvang hende til at opgive balletten og i stedet fik hun en tøjforretning. Kronprinsen havde i Louise Rasmussen fundet den mor, han havde savnet hele sit liv. Louise Rasmussen med det rappe mundtøj var fremmelig for sin tid, for hun beholdt længe både kronprinsen og bogtrykkerens som elskere, men efterhånden fik Frederik hende for sig selv.

Da kronprinsen i 1837 blev skilt for anden gang, flyttede Louise Rasmussen til Odense og kom til at bo forskellige steder tæt på slottet, så hun kunne besøge prinsen. Til sidste fik hun et værelse på selve slottet, og det fortælles, at der gik en hemmelig gang fra hendes værelse til prinsens soveværelse, så de kunne mødes om natten. Parrets forhold blev betragtet som en skandale, fordi hun var af jævn familie og havde et barn uden for ægteskab med en anden. Sladderen gik, og derfor fandt kronprinsen et værelse til Louise på en gård i Næsby, hvor hun kunne bo. I et brev beskriver kronprinsen, hvordan hun kunne gå til Odense og til slottet og få en nøgle så hun løse sig ind.

Efter af Frederik 7. kom på tronen i 1848, blev parret gift i 1850 og Louise blev da lensgrevinde Danner af Samsø. Grevinde Danner overlevede Frederik med 11 år. Hun foretog mange udlandsrejser, og i 1873 indrettede hun for sine egne penge en stiftelse for unge piger af arbejderklassen, typisk for enlige mødre. I dag bruges huset i Københavns centrum til modtagelse af voldsramte kvinder.