De første børnehaver opstod i begyndelsen af århundredet på privat initiativ. De var oprindeligt et tilbud til enlige mødre og socialt belastede familier.
Selv om hver familie generelt fik færre børn, voksede behovet for børnehaver og vuggestuer. Odense var en industriby, og der var brug for kvinderne på kontorer og fabrikker. Et nyt familiemønster slog igennem i løbet af de glade 60’ere. På landsplan var hver fjerde gifte kvinde udearbejdende i 1960, mens det i 1977 var to ud af tre gifte kvinder, som var aktive på arbejdsmarkedet.
Da de gifte kvinder rykkede ud på arbejdsmarkedet, overtog samfundet pasningen af børnene. I 1960’erne steg behovet for børnehaver, og kommunen byggede nu selv børnehaver og vuggestuer. Alligevel haltede Odense bagefter. Ventelisterne blev stadig længere, og derfor blev dagplejen indført i 1966. Den var tænkt som en nødløsning, men blev siden gjort permanent.
I børnehaverne blev pasningen af børnene lagt i hænderne på uddannede pædagoger. I begyndelsen var der tale om opbevaring af børn, fordi de ikke havde andre steder at være, men i efterkrigstidens børnehaver kom barnet og pædagogikken mere i centrum. Pædagogikken skulle fremme barnets udvikling. Institutionerne overtog mere “opdragelsen” af børnene, mens “den biologiske familie” tog sig af den kropslige og fysiske kontakt.