For 100 år siden fik Danmark en ny grundlov, og landet fik et rigtigt demokrati. Inden da havde det ene køn, nemlig kvinderne, udelukket fra at stemme. Med grundlovsændringen fik mænd og kvinder de samme politiske rettigheder. Det gjaldt både som vælger og som kandidat. Kvindernes stemmeret markerede et stort fremskridt for kvinderne – og for det danske demokrati.

Kampen for kvinders stemmeret tog til sidst i 1800-tallet, og blandt dem, der deltog i debatten, var Dansk Kvindesamfund. Odense fik – ligesom de fleste andre større byer – sin egen lokalafdeling af kvindesamfundet. Det skete i den 9. juni 1890 ved et møde i Håndværks- og Industriforeningens sal på Albani Torv – foreningen har altså 125 års fødselsdag i år.

Den konservative avis, Fyens Avis, var ikke sen til at gøre sig morsom over Dansk Kvindesamfund. Det var næsten kun socialister og ”den helt unge dameverden”, der var mødt frem, mente avisen. Så havde avisen antydet, hvilken slags kvinder, der kom til den slags! Og hovedtaleren, Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening, holdt en tale med et ”socialistisk anstrøg” og det lod til at falde i god jord hos de mange ”socialister”. Den lokale Frida Schmidt høstede også megen anerkendelse hos ”socialisterne”, da hun talte om d’hrr., der havde røvet manufakturhandelen fra kvinderne, men da hun hævdede, at kvinder også burde have ret til at være sadelmagere og skomagere, stejlede socialisterne.

Efter en times tid blev alle mænd opfordret til at forføje sig bort, så kvinderne kunne indmelde sig. ”Herrerne gik – og tog så at sige alle damerne med sig”, lød avisens sidste bredside.

De tilbageblivende 34 kvinder lod sig ikke kyse og dannede foreningen, der politisk var nært knyttet til byens friskolebevægelse og de grundtvigske kredse. Den første formand blev lærerinde Anna Lohse, og de fleste medlemmer var – ligesom Lohse – enlige, selvstændige kvinder. Det gjaldt også Frida Schmidt, som var en anden af de ledende i kvindebevægelsen. Hun var lærerinde ved den grundtvigske friskole i Nørregade.

Selvsamme Frida Schmidt gjorde sig bemærket, da hun ved valget til Folketinget 1890 bad om ordet. Det nægtede dirigenten, borgmester Koch, dog katagorisk. Det førte til stor opstandelse og et udvalg under folketinget gav borgmesteren en næse for hans handling. Ved de følgende valg fik kvinder lov at tage ordet, selv om de endnu ikke stemme.

Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen helt generelt, og de emner foreningen forsøgte at sætte på dagsorden, var blandt andet problemer omkring ægteskabet – specielt kvindes retslige stilling, kvindernes uddannelse og arbejde, opdrage af piger, prostitution og andre samfundsspørgsmål som afholdssagen, fredssagen og sociale forhold.

Dansk Kvindesamfund diskuterede også kvinders stemmeret og valgbarhed, og kom dermed ind på et felt, hvor Odense allerede havde en forening, der havde det som formål, nemlig Kvindevalgretsforeningen. Den var stiftet i 1889, men de to foreninger blev lagt sammen i 1893. Efter indgangen til det 20. århundrede fik kvinderne langsomt stemmeret. I 1903 var det stemmeretten til menighedsråd, i 1908 til byrådet og i 1915 til folketinget.