Den 28. april 1948 blev tre kvindelige teologer ordineret til præstegerningen af Fyns biskop, Hans Øllgaard, i Skt. Knuds Kirke. Domkirken dannede derved ramme om en skelsættende begivenhed. For Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen var ikke blot Danmarks første kvindelige præster, men de første i verden med biskoppelig håndspålæggelse.
Odense Domkirke var med andre ord centrum for en af de mest afgørende kirkehistoriske og kirkepolitiske begivenheder i nyere tid. Den gav genlyd i det meste af det protestantiske Europa.
Siden kvinderne havde fået valgret i 1915, var diskussionen om kvindelige præster blusset op med mellemrum, og i de frie menigheder trodsede man allerede fra 1920’erne apostelens ord om, at kvinder skulle tie i forsamlinger. Først efter en lovændring i 1947 blev det muligt for kvindelige præster at få adgang til folkekirkens embeder, og den næste hurdle blev så at finde en biskop, der ville ordinere. Men det var biskop Øllgaard som den eneste danske biskop på den tid mand for.
Herhjemme var det bestemt ikke alle, der var på linje med biskoppen. Han modtog flere trusselsbreve fra både anonyme og navngivne modstandere af kvindelige præster. Formanden for Kirkeligt Samfund skrev eksempelvis i et åbent brev: “Kvinden har sit i skødet – manden har sit i hovedet”. Og allerede året før havde 514 af landets præster sendte en adresse til regering og rigsdag – heri gav de udtryk for deres “alvorlige bekymring” for folkekirkens enhed, hvis man ordinerede kvinder.
Men de mange protester fik ikke Øllgaard til at ryste på hånden, og da repræsentanter for Johanne Andersens kommende menighed på Falster besøgte ham i Odense, gav Øllgaard da også tilsagn om at ville ordinere. Ikke uden humor, for han tilføjede: ”Ja, der skal jo nogen til det værste”.
Øllgaard var kendt som en myndig og frisindet person, der under besættelsen var gået aktivt ind i modstandskampen. For ham var ordinationen af de første kvindelige præster ikke et kvindesagsspørgsmål, men et spørgsmål om kristendommens sande væsen. Og ved ordinationen i 1948 tog han da også udgangspunkt i Galaterbrevets ord om, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”.
Spørgsmålet om kvindelige præster forsvandt ikke med det samme fra dagsordenen, men i 1958 var der kun én af de danske biskopper, der ikke ville ordinere kvinder. Samme år kunne en professor i teologi ved Aarhus Universitet dog endnu finde på at skrive, at kvindelige præster var som at give grapejuice i stedet for altervin!